Overgang fra vuggestue til børnehave
Når vuggestuebørnene nærmer sig 2 år og 10 måneder, skal de begynde i børnehave.
I perioder med høje børnetal i vuggestuen laver vi en ekstra vuggestuegruppe - nemlig det, vi kalder en vippegruppe. Her bliver de ældste vuggestuebørn samlet forud for børnehavestart.
Det er en stor begivenhed at gå fra at være et vuggestuebarn til et barn i børnehave – også selvom vi er en integreret institution og barnet er tryg ved de kendte omgivelser og har kendskab til personalet i børnehaven. Det er derfor vigtigt at forældre og personale mødes og lave aftaler for barnets opstart. Derfor holder vi altid en overgangssamtale fra vuggestuen til børnehaven, hvor forældre og en repræsentant fra vuggestuen og børnehaven deltager.
Under samtalen fortæller forældre og personalet fra vuggestuen om barnets trivsel og udvikling, samt ressourcer og eventuelle opmærksomhedspunkter. Dette er for, at børnehaven kan få en viden om barnet og kan anvende denne viden ind i planlægningen af opstarten, lege- og spisegrupper osv.
Børnehaven vil også fortælle forældre om deres hverdag og hvem de er og der laves aftaler for, den konkrete opstart. At børe børnehavebarn er en omvæltning for de fleste. Fra at være et af de største børn i vuggestuen i en gruppe på 12-13 børn, bliver barnet pludselige et af de mindste i en gruppe på 22-24 børn. Der er mange nye rutiner, relationer og lege som barnet skal lære- hvilket også er emner der kan tales om, ved en overgangssamtale.
Inden barnets opstart i børnehaven vil personalet aftale indbyrdes, hvornår barnet kan komme på besøg i børnehaven, så overgangen bliver god og tryg for barnet, ligesom vuggestuen vil aftale med forældre, hvordan den bedste afslutning for barnet kan se ud, så barnet får sagt ordentligt farvel til vuggestuevennerne.
Vi anbefaler desuden, at forældre sammen med barnet, kigger på vores personalegalleri ved forældretavlen, som hænger ved kontoret. Her kan i sammen se fotos af de medarbejdere, som er i børnehaven og på den måde få sat ansigt på hvilke voksne som barnet skal være sammen med.
Overgang fra børnehave til skole
Hvert år danner vi en storegruppe af de børn, der skal begynde i skole det kommende år. I klynge NB D har vi et førskolenetværk, hvor de medarbejdere, der har ansvar for de kommende skolestartere, sparrer og vidensdeler med hinanden.
I storegruppen arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i skole og give dem et kendskab til den nye hverdag, der venter. Samtidig får børnene mulighed for at dyrke relationer og venskaber på tværs af børnehavegrupperne.
Storegruppen mødes to gange om ugen med faste aktiviteter og forløb. Den ene dag har vi fokus på de mere skolerettet opgaver. Det kan være sanglege, bogstavslege eller fri for mobberi. Den anden dag har vi det, som vi kalder "ninja-træning". Her er fokus på blandt andet fællesskab, bevægelse og koncentration. Det kan for eksempel være, vi laver motoriklege i vores fællesrum eller på en af legepladserne i lokalområdet.
Vi har desuden et tæt samarbejde med Grøndalsvænget Skole, som vi besøger et par gange forud for skolestart, så børnene får en indsigt i, hvad en skole er. Nogle gange får vi også lov til at overvære en klassetime.