Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

DGI Naturlig Leg Certificering

DGI Naturlig Leg certificering   

I løbet af 2023 har vi samarbejdet med DGI Storkøbenhavn om certificeringen Naturlig Leg. DGI har gennem årene certificeret omkring 600 skoler og dagtilbud i Idræt, leg og bevægelse og UDEskole. 

Hvad er DGI Naturlig Leg?                       

DGI Naturlig Leg er et forløb på 15 t. målrettet institutioner, der gerne vil blive endnu bedre til at bruge institutionens omkringliggende natur og uderum i hverdagen. Forløbet giver konkrete redskaber til at formidle og igangsætte leg, aktiviteter og læring i naturen og uderummet for børn fra 0-6 år. Det at bruge naturen og uderummet som læringsrum åbner op for en lang række muligheder for at igangsætte erfaringsbaserede læringsforløb. Naturen inviterer til undren og nysgerrighed, udforskning og selvstændighed, problemløsning og samarbejde i større eller mindre grupper. 

Hvorfor DGI Naturlig Leg?

DGI Naturlig Leg er en god idé, fordi aktiviteter i uderummet styrker børns motorik, sundhed, sprog, læring og kreativitet. Gennem DGI Naturlig Leg har vi styrket vores kompetencer til at understøtte børns forskellige behov og adfærd, så alle børn kan få gode og trygge oplevelser i uderummet. Forskning viser, at aktiviteter, leg og ophold i naturen øger børns regulering af arousal, koncentrations- og fordybelsesevne. Disse er vigtige kompetencer at have med før skolestart og kan udvikles gennem dette forløb.

Kropslig dannelse og bevægelsesglæde er et centralt element i alle DGI -certificeringer.

I Naturlig Leg indgår teori og en hel masse praksis, i form af lege og aktiviteter som personalet kan bruge sammen med børnene. 

Hvordan anvender vi DGI Naturlig Leg hos os i praksis?

Vi har fået fælles afsæt i konkrete lege som kan igangsættes på legeplads såvel som på turen eller på egen stue. 

Vi har gennem forløbet fået navngivet vores fælles områder på legepladsen og vi har indtaget vores nabogård som supplement til vores legeplads. At vi stedsbenævner for hinanden hvor vi leger og laver aktivitet i løbet af dagen gør, at vi har større fokus på hvor hinanden er og hvilke områder i institutionen vi anvender. 

Vi igangsætter i højere grad lege i alle legepladsens ”hjørner” og anvender ugentligt bålpladsen.

Vi har et øget fokus på børnenes motoriske kompetencer ude såvel som inde.

Vi har en større opmærksomhed på hvordan vi som voksne positionerer os foran, ved siden og bagved i leg og aktivitet. 

I DGI Naturlig Leg arbejder vi med 4 udearenaer: 

  • Grøn (skov, krat, park, græsplæne osv.)

  • Blå (vandpyt, sø, hav, å osv.)

  • Grå (byrum, gader, pladser osv).

  • Brun (kulturinstitutioner, foreninger, kirkegården, museer osv.)

Det betyder at Naturlig Leg er mere end brug af natur men omfatter uderum og udeliv som helhed.

Mere info om DGI Natulig Leg findes her DGI Naturlig Leg