Velkommen til Småbørnenes Forsamlingshus - i daglig tale også kaldet SF. Vi er en integreret daginstitution, der ligger i Københavns Nordvestkvarter – tæt på Nørrebro station. Vi har plads til cirka 86 børn fordelt på tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper.
Vi er en del af Klynge NB D, der har formuleret et fælles barnesyn, som vores pædagogiske praksis tager afsæt i. Sætningen er et pejlemærke for vores pædagogiske grundlag og lyder sådan her:
”Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ved, hvad jeg tør – og jeg er en betydningsfuld del af et fællesskab.”
Vores hus
Vi bor i et hus i to etager med store vinduer og dejligt lysindfald og udsigt til vores legeplads, som er fælles for vuggestuen og børnehaven.
På første sal holder vuggestuen til, mens børnehaven bor i stueetagen. Det er også i stueetagen, at vi har vores dejlige fællesrum – også kaldet cafeen.
Rummet er indrettet som et mobilt rum med borde, der kan klappes ned, og skabe fyldt med forskellige materialer – lige fra tegneredskaber og udklædningstøj til tumle- og sansemotoriske redskaber. Rummet bliver derfor både brugt til bevægelseslege som leg med faldskærme, men også til fordybelseslege, når vi slår bordene ned og laver lego- eller tegnestationer.
Udenfor har vi vores fælles legeplads, der er inddelt i legezoner. Legepladsen er indrettet med blandt andet rutsjebane, gynge, bagerbutik og sandkasse, og i midten har vi vores bålplads, der bliver flittigt brugt af især børnehaven.
Vi har også en lille urtehave og et krible-krable-hjørne med insekthuse og sten, som børnene kan vende og finde biller og bænkebidere. Derudover har vi en låge ind til beboerforeningen ved siden af, så vi også kan benytte deres gårdmiljø.
Fælles temaer, mindre grupper og samarbejde på tværs
Vi arbejder temabaseret med et fælles tema for hele huset af to måneder ad gangen. Temaet kan for eksempel være cirkus, jorden rundt eller krible-krable. Hver stue eller afdeling beslutter selv, hvordan de vil gribe temaet an og inkorporere læreplanstemaerne i det.
Da vi havde cirkustema, øvede børnene sig blandt andet i at gå på line og lavede andre bevægelseslege fra cirkusverdenen. Vi læste bøger om cirkus, klippede cirkusdyr og begravede klovnenæser i sandkassen, som vi gravede frem igen. Vi besøgte Cirkusmuseet og var selvfølgelig en tur i cirkus.
Når vi vælger et tema, følger vi altid børnenes spor. Det betyder, at personalet er opmærksomme på og anerkender ideer, som børnene selv udvikler, og at vi i fællesskab med børnene undersøger disse.
Vores pædagogiske fokus er at skabe trygge rammer i små børnefællesskaber, hvor børnene oplever en nærværende og anerkendende voksen. Vores erfaring er, at det er i de små grupper, at den bedste læring sker, og at det samtidig er med til at styrke børnenes relationsdannelse. Både i vuggestuen og i børnehaven arbejder vi med antimobbeprogrammet Fri for mobberi, hvor vi blandt andet taler om, hvordan man er en god ven.
Fællesskabet er enormt vigtigt for os, og vi er et lille hus, der har rigtig meget samarbejde på tværs af både stuer og afdelinger.